Den svenske stormagtstid

Den svenske stormagtstid varede fra 1611 til 1721: Sverige erobrede og opretholdt sin stormagtsstilling i Europa. Stormagtstiden fulgte efter Ældre vasatid 1521-1611 og fulgtes af frihedstiden 1719-1772. Den inddeles i Yngre Vasatid 1611-1654 og Den karolinske tid 1654-1718.

Periodens begyndelse regnes fra 1611, hvor Gustav II Adolf bestiger den svenske trone^[1][2], men ses også angivet til 1561, hvor Erik XIV indleder den svenske østersøekspansion ved at sende en hær til Estland på anmodning af byen Reval.^[3] Stormagtsepoken slutter med freden i Nystad i 1721 efter Store Nordiske Krig.^[4]

Sveriges tid som stormagt blev kort, fordi landet var sårbart. Sveriges ressourcer i form af befolkning og næringsliv var begrænsede, og Sverige skaffede sig mange fjender ved sine erobringer. Landet var ofte afhængigt af finansiel og militær støtte fra større europæiske lande. Under trediveårskrigen fik Sverige betydelige subsidier fra Frankrig, som var interesseret i at svække den dominerende tyske fyrsteslægt Habsburg. Desuden ønskede handelsnationerne Nederlandene og England ikke, at et enkelt land skulle dominere Østersøen og bistod Sverige, da det var svækket i forhold til Danmark. Nederlandene hjalp fx Carl Gustaf Wrangels flåde i slaget ved Femern i 1643, og år 1700 landsatte en engelsk-hollandsk flåde 4.000 mand fra den svenske armé i Humlebæk på Sjælland. Modsat fremstod Sverige i forbindelse med Karl X's belejring af København i 1659 alt for dominerende, hvilket førte til, at en nederlandsk flåde kom byen til undsætning.

Især var Ruslands modernisering under Peter den Store afgørende for, at stillingen som stormagt ikke længere kunne opretholdes. Da Karl XII døde i 1718, uddeltes krigskassen, og den store armé blev opløst. En kort, men intensiv kamp om magten i Sverige fulgte mellem flere fraktioner og lidt efter lidt sluttedes fred med de tidligere fjender.

1. ^ Andersson & Amurén, s. 87
2. ^ Nationalencyklopedin
3. ^ Sundberg, s. 203
4. ^ Bergström, s. 135